Post og trafik mellem Mandø og fastlandet
Siden er under fortsat udbygning
Af Jeff Nielsen
I dag foregår al trafik mellem Mandø og fastlandet ad Låningsvejen over Vadehavet. Den bliver regelmæssigt afbrudt af højvande, ved storm og med is om vinteren, men kun i kortere tid. Det kan være besværligt, men for intet at regne mod de vanskeligheder, man tidligere måtte leve med.
I 1500 og 1600-tallet var Mandø en ø, hvortil man kun kunne sejle. Østerdyb mellem øen og fastlandet var meget dybere end nu og herigennem gik skibstrafikken ind til Ribe. Større skibe kunne dog ikke gå op ad åen til Ribe og lastede og lossede derfor direkte på vaden ved Hviding Nakke.
Men Vadehavet er altid under en stadig forandring, og dybet sander efterhånden til, og skibsfarten til Ribe benytter herefter Knudedyb mellem Fanø og Mandø. Østerdyb og dets fortsættelse mod nord, Stagerenden, er dog fortsat en væsentlig hindring.
Hvornår, man begynder at have gående eller kørende trafik til fastlandet, er uvist. Der er flere angivelser, men i slutningen af 1600-tallet er det i hvert fald muligt.
1695 får Mandø besøg af søkortdirektør Jens Sørensen, der var på en rejse for at foretage opmålinger til kort. Han benyttede en særlig vogn, hvor antallet af omdrejninger på et hjul kunne angive den udkørte distance.
Han kommer sejlende fra Rømø, fortsætter kørende til fastlandet, hvortil han ankommer tørskoet. Det fremgår af hans optegnelser.
Jens Sørensen ankom til Mandø d. 8. oktober 1695 ved midaftenstid, sejlende fra Rømø, alligevel nåede han at måle de 2 øer igennem og allerede d. 9. oktober „Morgen før Dag fik vi Skyds og kørt fra Mandø med Udfald Ebbe paa tørre Sanden i Land. Maalt fra Gl. Mandøs S. Kant, kørt lige mod Ribe Kirke til en Rende 1/2 Al. dyb, kørt over, did 120 Kl. Sl., saa kørt lige imod V. Vesteds Kirke til grønne Landet 41". Et Kl. SI. svarer til et vist antal omdrejninger af vognens hjul — 61 alen eller ca. 38,3 m. Retninger indmåltes med pejleskive.
Efter N. Kingo Jacobsen. Mandø, en klit-marskø i Vadehavet. Geografisk Tidsskrift. bd 52.
Skyds betyder befordring, og en alen er 62,77 cm.
Efter N. Kingo Jacobsen. Mandø, en klit-marskø i Vadehavet. Geografisk Tidsskrift. bd 52.
Skyds betyder befordring, og en alen er 62,77 cm.
1800-tallet
Ebbevejen er hovedfærdselsåren til fastlandet. Nogen vej i egentlig forstand er der dog ikke tale om, da det blot er en rute hen over havbunden, som efterhånden bliver afmærket med riskoste.
Man kunne være heldig at få kørelejlighed, men ellers var det almindelige, at man gik til fastlandet. Ebbevejen lå lavt, og dermed var tidsrummet, hvori den var farbar langt kortere, end vi kender det fra senere. Sejlbåd blev derfor ofte benyttet for at komme frem og tilbage mellem øen og fatlandet.
Fra 1800-tallet findes mange beretninger om færdselen over vaden. De tegner tilsammen et billede af, at turen kunne være yderst besværlig og farefuld. Mange gange fik den et dramatisk forløb, hvor livet var sat på spil, og flere har da også mistet livet mellem øen og fastlandet.
Læge til øen var altid besværligt. Der måtte sendes en mand til Ribe, som der opsøgte en læge for at få en aftale. Dernæst skulle der findes og lejes en vogn, der kunne køre lægen til Mandø. Som regel kunne det først ske ved næste lavvande. Blev der ordineret medicin under sygebesøget måtte en mand med vognen retur til Ribe og gå tilbage til Mandø. På den måde kunne der gå flere dage før den syge fik medicin.
I usigtbart vejr er der ekempel på, at et hold mænd med lygter og tågehorn dannede kæde over det isfyldte hav, da en læge skulle til øen.
Ved højvande sejlede man, og krydstoldassisstent Johannes With stillede altid velvilligt toldkrydserens båd til rådighed. Krydsjollen blev som regel ført af krydsmatros Peder Hansen Pedersen.
Doktor Vilandt i Ribe aflagde mange lægebesøg på Mandø i den sidste del af 1800-tallet. Han har levende og detailleret beskrevet nogle af sine dramatiske ture over Vadehavet. Således også til trillingefødselen i 1872 og ikke 1871, som han selv skriver.
Du kan læse doktor Vilandt beretning her.
Ebbevejen er hovedfærdselsåren til fastlandet. Nogen vej i egentlig forstand er der dog ikke tale om, da det blot er en rute hen over havbunden, som efterhånden bliver afmærket med riskoste.
Man kunne være heldig at få kørelejlighed, men ellers var det almindelige, at man gik til fastlandet. Ebbevejen lå lavt, og dermed var tidsrummet, hvori den var farbar langt kortere, end vi kender det fra senere. Sejlbåd blev derfor ofte benyttet for at komme frem og tilbage mellem øen og fatlandet.
Fra 1800-tallet findes mange beretninger om færdselen over vaden. De tegner tilsammen et billede af, at turen kunne være yderst besværlig og farefuld. Mange gange fik den et dramatisk forløb, hvor livet var sat på spil, og flere har da også mistet livet mellem øen og fastlandet.
Læge til øen var altid besværligt. Der måtte sendes en mand til Ribe, som der opsøgte en læge for at få en aftale. Dernæst skulle der findes og lejes en vogn, der kunne køre lægen til Mandø. Som regel kunne det først ske ved næste lavvande. Blev der ordineret medicin under sygebesøget måtte en mand med vognen retur til Ribe og gå tilbage til Mandø. På den måde kunne der gå flere dage før den syge fik medicin.
I usigtbart vejr er der ekempel på, at et hold mænd med lygter og tågehorn dannede kæde over det isfyldte hav, da en læge skulle til øen.
Ved højvande sejlede man, og krydstoldassisstent Johannes With stillede altid velvilligt toldkrydserens båd til rådighed. Krydsjollen blev som regel ført af krydsmatros Peder Hansen Pedersen.
Doktor Vilandt i Ribe aflagde mange lægebesøg på Mandø i den sidste del af 1800-tallet. Han har levende og detailleret beskrevet nogle af sine dramatiske ture over Vadehavet. Således også til trillingefødselen i 1872 og ikke 1871, som han selv skriver.
Du kan læse doktor Vilandt beretning her.
En drukneulykke i 1895
Den 5. december 1895 sejlede jordbruger Anders Knudsen, hus 43, og sømand Laurits H. Jørgensen, hus 30, til Vedsted for at hente nogle tilrejsende. De tog sig ikke i agt for Vedsted bæks udløb, og da Laurits ville bære en passager ud til båden, gik de pludselig under. Anderrs, der var en dygtig svømmer, sprang resolut fuldt påklædt og i søstøvler ud for at bjærge dem. Det mislykkedes og både Anders og Laurits druknede og gik til bunds.
Kirkebogen 1895
Når søfolkene skulle hjem
En stor del af søfolkene på Mandø var beskæftiget i fart i Østersøen, Nordatlanten og Nordsøen, hvor mange skibe blev oplagt for vinteren. Søfolkene kom derfor hjem sidst på efteråret for at blive på øen til februar-marts.
Kunne man ikke gå til Mandø fra Vedsted, blev de hentet i båd. Hvis ikke der var kommet besked til øen om, hvornår man ankom til Vedsted, tændte man kl 18 en halmknippe på stranden. På Mandø blev der holdt udkig, og når man så et blus, svarede man tilbage med et andet blus, for at fortælle de ventende søfolk, at man havde set dem, og at en båd ville blive sendt afsted for at hente dem hjem.
"Når det blussede, måtte der sendes båd op. Jeg husker flere gange, når vi ventede far hjem, og hans brev med besked om, hvornår han kom, ikke kunne komme over, at vi gik vagt om aftenen, og hvilken glæde, når vi så blus. Halmknippet, der skulle antændes som svar på, at vi havde set blusset, havde vi parat. Så blev der spurgt: "hvor mange blus er der?". Det hørte nemlig til, at der skulle være et blus for hver mand, der ventede deroppe. Jeg husker engang, der var så mange, at der måtte to både af sted - og en drøj tur blev det at komme over. Ved hjemkomsten satte far et bur med en kanariefugl på bordet med den bemærkning: "Ja, den dør nu, den har fået vand over sig flere gange." Men da den havde stået en times tid i varmen, gav den sig til vor overraskelse til at synge, og glade blev vi børn og far og mor."
Nedskrevet af min farmor, Marthe Bundesen, født 1866 i hus 10.
Nedskrevet af min farmor, Marthe Bundesen, født 1866 i hus 10.
Breve og telegrammer
Først i 1874 blev brevforbindelsen mellem Mandø og fastlandet organiseret i faste ramme med oprettelsen af en postembede. Inden da var brevgangen lejlighedsvis. Det vil sige, at man tog breve med, når man alligevel skulle til og fra fastlandet.
Niels Thomsen Hansen, født 1860 i hus 12, fortæller dog, at omkring 1870-erne der to mand, som hver besørgede posten fra og til Mandø en gang om ugen. Niels Mandøe har imidlertid skrevet, at dette kun var i efteråret.
Du kan her læse, hvad Niels Thomsen har skrevet om forbindelsen til fastlandet.
Den første telegraflinie for offentlig brug i Danmark blev åbnet i 1854. Herefter sker en hurtig udbygning af telegrafsystemet. I 1861 blev den første telegrafstation i Ribe oprettet, og omkring samme tid var der telegrafforbindelse til de støre byer i Europa.
Telegrafen var en fantastisk forbedring i forhold til brev, når der skulle sendes gode eller dårlige nyheder hjem til øen, og den blev da også i vid udstrækning brugt af søfolkene fra Mandø.
Min farfar, Martin Carl Nielsen, født 1867 i hus 19, har fortalt, at telegrammer blev bragt til øen med gående bud fra fastlandet. Når telegrambudet, Lille Peder Post, blev han kaldt, dukkede op, rygtedes det hurtigt over hele øen. Man var selvfølgelig spændte på, hvad telegrammet kunne indeholde af gode eller dårlige nyheder. Et telegram sendte man ikke med bare almindeligheder.
I forordning om telegrafvæsenet var det bestemt, at afsender af telegram kunne forlange telegrammet udbragt mod betaling, hvis modtager ikke boede ved telegraflinien. Men ifølge Niels Mandøe var det mandøerne selv, der havde en aftale med budet. Den om fattede også, at han skulle blusse, når der kom breve fra øens søfolk.
1897 ny grusvej se villandt
Øens første post, Hans Christian Hansen,
med sin første kone, Kirstine.
1874
Kongelig gående post
Den første post blev ansat 1. oktober 1874, hvor der blev oprettet en seks gange ugentligt gående, kongelig post, til brevsamlingsstedet i Vester Vedsted.
Det var den 27-årige Hans Christian Hansen, fra hus 18. Han var sømand og ansat på toldkrydseren.
Alle hverdage gik han de ca. 20 km frem og tilbage til Vedsted. Han var berømmet for sin pligtopfyldenhed, og Hans Post havde mange drøje ture over vaderne. På stormfulde dage benyttede han sejlbåd.
Mange spåede, at dette kunne han ikke holde til ret længe, men Hans Post holdt ud i samfulde 33 år indtil sin pensionering i 1907. Han døde i 1927.
I sin fritid byggede Hans Post kaner, små fladbundede både. De fik ret så fantasifulde navne, som f. eks. "Maren-Stinne-Digge" og "Trefoldigheden". Den sidste blev brugt til at hente muslingeskaller til kalkning af markerne.
1887
Kørende, kongelig pakkepost.
Den første indehaver af dette embede var Andreas Jensen fra hus 42. Han var fra fastlandet født i 1848. Han levede som bager, arbejdsmand og jordbruger. Han kørte en ugentlig tur til Ribe indtil 1891, hvor han omkom ved en ulykke. På vej hjem fra fastlandet med et læs tørv, væltede vognen og han kom under den.
Hans Christensen Nielsen
1891
Kørende, kongelig pakkepost
Ruten blev overtaget af hans svoger, Hans Christensen Nielsen, hus 4. Han var født 1843 i hus 42 og blev sømand. Som skibsfører sejlede han megt på Island. Veteran fra 1864 og dannebrogsmand. Han byggede i 1870 hus 4, hvor han indrettede købmandshandel og kro senere hen. Han udvidede pakketransporten til også at omfatte passagerer, som kunne komme til Ribe mod betaling af 1,50 kr.
Ifølge Niels Mandøe gjorde han tjeneste som tilsynsførende på fregatten "Jylland", der lå i Tivoli som atraktion. Det er en oplysning, som man støder på i flere skrifter. Men den er ikke rigtig. Fregatten "Jylland" har aldrig ligget i Tivoli. Derimod lyder det sandsynligt, når min far, Tage Nielsen, lærer på Mandø i 1930-erne, fortæller, at H. C. Nielsen, optrådte i Tivoli som Chr. IV på et modelskib af "Trefoldighed", kendt fra slaget på Kolberger Hede.
Det skal derimod nok være rigtigt, når Niels Mandøe fortæller, at han var en livlig og interessant mand, der nok kunne underholde sine passagerer. Det er ganske lystigt at tænke på, at han som post, købmand og kroholder på Mandø nogle få år forinden gav den som Chr. IV i lange søstøvler og klap for øjet for de besøgende i Tivoli i København.
I 1901 kom H. C. Nielsen ud for en ulykke. Da han kom hjem fra fastlandet og kørte ind i porten tog han sig ikke i agt for, at der var frosset sne fast til hjulene, og han kom derfor i klemme mellem portbjælken og vognen. Han fik slået sin skulder i stykker, en skade han aldrig kom over.
Hans Laurits Carl Nielsen
Afgang fra Laurits Thodsens gård 1928
1904
Kørende, kongelig pakkepost
H. C. Nielsens søn, Hans Laurits, kørte for sin far fra 1901 og overtog postpakke- og passagerkørselen i 1904. I 1906 udvidedes køreplanen til to ugentlige ture til Ribe, tirsdag og lørdag.
1910
Christian Hansen, født 1874 i hus 18, søn af Hans Post, forpagtede 1910 gård, købmandsforretning og postkørselen til Ribe. Indtil da havde Christian sejlet som styrmand.
Christian Post var ifølge Niels Mandøe en noget dumdristig postkører, om hvem der fortaltes mange historier om farlige ture over havet i uvejr ved nattetide.
1915 Forpagtningen ophører, da hus 4 bliver solgt, og Christian bygger nyt, hus 61, hvor han indretter sin købmandshandel og fortsætter herfra sin postkørsel. Marts 1919 sælger han huset til den nystiftede Mandø Brugsforening og flytter til Nordby, Fanø, hvor han overtager en købmandsbutik.
1917 Efter Christian Post lejer postvæsenet Laurits Thodsen, hus 14, til pakkepostkørselen. Forskellige kilder har forskellige oplysninger om tidspunktet. Såldes Anker Andersen 1. oktober 1915 og Niels Mandøe så sent som 1919. Det rigtige er nok 1917, som Mandøposten nævner, da Laurits Thodsen standser sin fragtrute i 1944.
Niels Mandøe har i Mandøposten skrevet om "Postforbindelsen mellem Mandø og Fastlandet 1874 - 1939." Du kan læse den her.
1907
Kongelig gående post 1. maj 1907 overtog Marius Hansen fra hus 32 sin fars embede som gående post til Vedsted på alle ugens hverdage.
Marius Post blev født 1880 i hus 18. I 1912 købte han hus 32. Han omtales som sin far som en pligtopfyldende og samvitighedsfuld mand i embedet.
1922 bliver Marius Post kørende med daglige ture til Vedsted og om lørdagen til Ribe. Med vogn kunne posten nu have passagerer med og sammen med den kørende pakkepost blev der nu flere afgange for persontrafikken til fastlandet.
Marius Post. Omkring 1915 - skønnet.
Kongelig gående post 1. maj 1907 overtog Marius Hansen fra hus 32 sin fars embede som gående post til Vedsted på alle ugens hverdage.
Marius Post blev født 1880 i hus 18. I 1912 købte han hus 32. Han omtales som sin far som en pligtopfyldende og samvitighedsfuld mand i embedet.
1922 bliver Marius Post kørende med daglige ture til Vedsted og om lørdagen til Ribe. Med vogn kunne posten nu have passagerer med og sammen med den kørende pakkepost blev der nu flere afgange for persontrafikken til fastlandet.
Marius Post. Omkring 1915 - skønnet.
1937 anskaffer Marius Post en bil,der kunne medtage en god halv snes passagerer. Bilen kørte han vist nok aldrig selv. Det gjorde hans svigersøn Bunde Hansen.
30.december 1938 gjorde Marius Post sammen med nogle andre mænd et forsøg på at gå til fastlandet over det isfyldte hav. De måtte give op og vendte om. Kort efter hjemkomsten døde Marius af et hjerteslag angiveligt på grund af overanstrengelse. Marius var post i 30 år, og tilsammen bestred far og søn denne stilling i hele 63 år.
Marius omdeler post. Her til hus 44. Ca. 1930.
Bunde Hansen med postbilen på Annelrampen. 1937.
1939
Efter Marius Post overtager hans svigersøn, Mikkel Bunde Hansen, hus 63, stillingen som postkontrahent. Bunde var født i 1905 i hus 5 og blev gift 1929 med Valborg, datter af Marius Hansen
Bunde havde forsøgt sig i 1929 med en fast bilrute til Vedsted. Efter ganske kort tid opgav han, angiveligt på grund af vejenes ringe tilstand. Da Marius anskaffer sig bil, er det Bunde, der kører den.
1939 køber Bunde Hansen en motorbåd til overfart ved højvande.
Postbilen var ingen garanti mod svære trafikproblemer ved vintertide, I Mandøposten fortælles om isvinteren 1940, at der
fra 17. december til 29. marts ikke var regelmæssig forbindelse med postbil til fastlandet. Den kørte dog over isen nogle gange i perioden.
Juleposten blev omdirigeret til Sønderho, hvor postbåden hentede den juleaftensdag. Da det begyndte at knibe med provianten, måtte en hel karavane af øens mænd afsted med slæder for at skaffe nye forsyninger. Slagterisvinene blev sat på smalkost for ikke at blive for fede, men endelig lykkedes det Knud Skipper at mase sig vej vesterud med sin lægter og bringe svinene og oplagret smør og æg til Esbjerg.
Juleposten blev omdirigeret til Sønderho, hvor postbåden hentede den juleaftensdag. Da det begyndte at knibe med provianten, måtte en hel karavane af øens mænd afsted med slæder for at skaffe nye forsyninger. Slagterisvinene blev sat på smalkost for ikke at blive for fede, men endelig lykkedes det Knud Skipper at mase sig vej vesterud med sin lægter og bringe svinene og oplagret smør og æg til Esbjerg.
1946, den 3. marts, blev Zonens ambulanceflyver sendt til Mandø for at hente en patient, der skulle på sygehus. Ebbevejen var ufremkommelig. Flyet landede ved æ kant. Det er vist nok første gang, der er benyttet fly til sygetansport fra Mandø.
Samme dag hen under aften gjorde en blindtarmsbetændelse en ny sygetransport nødvendig. På grund af mørke kunne en flyver ikke lande, så patienten blev bragt over havet med først hestekøretøj, så på slæde til ud for stranden ved Vedsted, hvor der lå for meget sne. 10 mand bar derfor patienten i land, derefter med hesteslæde til Vedsted for endelig med Falck at blive kørt til Ribe sygehus.
Samme dag hen under aften gjorde en blindtarmsbetændelse en ny sygetransport nødvendig. På grund af mørke kunne en flyver ikke lande, så patienten blev bragt over havet med først hestekøretøj, så på slæde til ud for stranden ved Vedsted, hvor der lå for meget sne. 10 mand bar derfor patienten i land, derefter med hesteslæde til Vedsted for endelig med Falck at blive kørt til Ribe sygehus.
Opdateret d. 6.2.2012